Samfund

Udbudte boliger til salg det højeste i tolv måneder

Foto: RealMæglerne.

I løbet af maj sker det. Antallet af udbudte ejendomme til salg overhaler samme periode sidste år. Dermed vil der i løbet af maj blive slået årsrekord. Antallet af emner til salg vil ved udgangen af maj være højere end i de sidste 365 dage på boligmarkedet. Det viser en prognose fra RealMæglerne baseret på salgstal fra mere end 100 butikker i hele Danmark.

Det gik forrygende stærkt med boligsalget i 2020 og 2021. Derfor begyndte 2022 også med helt støvsugede depoter og et meget lavt udbud af boliger til salg hos ejendomsmæglerne.

I løbet af januar til april er forskellen i salgsaktive emner i forhold til 2021 dog udlignet, og meget tyder på et 2. halvår, hvor depoterne igen fyldes op. Det viser en gennemgang af salgsstatistikkerne fra RealMæglernes BoligBarometer.

– Det betyder, at markedet så småt kan begynde at følge med, selv om der fortsat sælges mange boliger. Det skyldes, at køberne ikke slår til lige så hurtigt som for bare et halvt år siden, mens flere boligejere har fået mod på at sælge nu. Det giver boligmarkedet en puster, hvor depoterne igen kan fyldes op, forklarer Preben Merrild Angelo, adm. direktør hos RealMæglerne.

Hos RealMæglerne er udbuddet så godt som udlignet i forhold til begyndelsen af 2021, og det betyder, at man ser positivt på udviklingen i 2. til 4. kvartal af 2022.

– Vi havde egentlig forudset, at det ville vende fra uge 9, hvor sælgerne traditionelt set begynder at komme på banen. Nu forventer vi et stabilt år, der på salget kommer til at minde om 2019, som var et godt år, og hvor antallet af salgsaktive emner på landsplan for første gang i mange måneder vil komme op over 40.000 styk, forklarer Preben Merrild Angelo.

Som RealMæglerne skrev i BoligBarometer / Januar lå tilgangen i 2022 væsentlig over GNS for perioden (2015-2021). Dog var salgsaktiviteten her stadig så mærkbart høj, at det ikke påvirkede udviklingen i det samlede udbud.

– Det fortsat høje stk. salg og efterslæbet fra 2021 gjorde, at vi ikke så et stigende udbud, men boligsælgerne har indset, at der skal handles nu, hvis de ønsker at have banen for sig selv lidt endnu, siger Preben Merrild Angelo og slutter:

– Balancen mellem sælger og køber genoprettes fra nu af. Salget af sommerhuse og ejerlejligheder vil falde en smule i 2022, mens salget af villaer fortsat vil gå lidt frem, og udviklingen i m2-priser vil jævne ud på landsplan, mens den lokalt kan gå yderligere frem nogle steder, forklarer han.

Kommentarer