Prøv en elbil i Kisserup og få en grøn oplevelse
Lejre Kommune og projektet ”Kisserup kører grønt” inviterer alle kommunens borgere til at prøve forskellige slags elbiler lørdag den 7. maj fra 10-15 ved Rutebilsstationen i Kisserup. Samtidig vil der være fernisering på landsbyens udstilling af ”Grønne oplevelser”.
Der vil være kaffe på kanden, kyndig vejledning og et stort udvalg, man kan prøve, når Lejre Kommune og ”Kisserup kører grønt” afholder markedsdag for elbiler.
Man kan både prøve én af kommunens elbiler, én af dem, Kisserupperne har, eller spænde sikkerhedsselen og mærke hvordan en af to forskellige modeller fra Tesla bevæger sig næsten lydløst på vejene i Lejre Kommunes smukke landskaber.
Markedsdagen for elbiler er et godt eksempel på, hvordan man kan inspirere borgerne i Lejre Kommune til at vælge mere klimavenlige transportløsninger, siger formand Grethe Saabye, Udvalget for Erhverv, Klima & Lokal udvikling:
– Det er helt afgørende for Lejre Kommune, at vi får borgerne i vores landsbyer med på klimaomstillingen. Som kommunal virksomhed er vi allerede i gang med at udskifte vognparken, og efter planen skal vi gerne have udskiftet alle kommunens 63 biler til elbiler inden sommerferien. Men selv, når alle elbilerne er på plads, har vi kun reduceret den samlede transportudledning i Lejre Kommune med 0,25 %, så det rykker først for alvor, når vores landsbyer, borgere og virksomheder kommer med, siger Grethe Saabye.
Markedsdag for elbiler er et af initiativerne, som ”Kisserup kører grønt” afholder for at inspirere til grønne transportformer. I november sidste år afholdt Kisserup markedsdag for elcykler, også åbent for alle, og fra januar i år har landsbyen testet forskellige typer elcykler for at finde ud af, om de kan være en del af løsningen i omstillingen til mere klimavenlig mobilitet i dagligdagen.
Sideløbende arbejder landsbyen med at etablere et lille kontorfællesskab i projektperioden, som kan give muligheder for og erfaringer med at arbejde mere hjemme, at reducere transportbehov og styrke det lokale fællesskab – og flere andre initiativer er på vej.
Fernisering af grønne oplevelser ved Rutebilstationen
Et centralt formål med landsbyens indsatser i ”Kisserup kører grønt” er at blive klogere på, hvordan omstilling til grønnere og mere klimavenlig transport kan gå hånd i hånd med det gode landsbyliv og livskvalitet i hverdagen, hvor tiden ofte er knap. Og lige netop de erfaringer samles op i projektet som ”grønne oplevelser”, der består af en række små fortællinger med billeder til.
Den første stod Ida Holm bag den 18. januar, da hun testede én af de nye el-cykler:
– I stedet for at tage bilen, tog jeg på min første el-cykeltur til Dumpedal æbleplantage. Efter en hjemmearbejdsdag var det skønt at komme ud på cyklen. Det var vild luksus at få hjælp til blæsten og bakkerne, og skønt at opleve den velkendte tur meget tættere på. Det var helt rigtigt at komme på cykel til fredfyldte Dumpedal, siger Ida Holm.
Alle besøgende på elbildagen kan blive inspireret af de ”grønne oplevelser”, der er udstillet på Rutebilstationen, ligesom de kan bidrage med deres egne – fx efter en prøvetur i en af elbilerne eller en af landsbyens elcykler. Selv byskiltet er modificeret, så man tydeligt kan se, at ”Kisserup kører grønt”.
Helene Tommerup, initiativtager til udstillingen, har desuden skabt et lille kunstværk i form af et skilt og en varde, hvor Kisserupperne lægger en sten, hver gang de tager cyklen i stedet for den gamle diesel eller benzinbil:
– For os i landsbyen er det vigtigt, at vi både kan ’tælle og fortælle’ vores initiativer. De grønne oplevelser er gode til at formidle vores erfaringer med mere klimavenlig transport i hverdagen, men vi har også brug for mere synlige resultater. Vores varde er et første skridt, og senere følger vi også op med en spørgeskemaundersøgelse i landsbyen, siger Helene Tommerup.
Transportvaner er ofte svære at lave om på i hverdagen, og erfaringer peger på, at omstilling til nye og mere klimavenlige transportformer kræver, at man får lov til at prøve noget nyt, før man ændrer sine vaner.
– I Gate 21 har vi høstet en del erfaringer med omstilling til grøn og klimavenlig mobilitet blandt borgere, virksomheder og kommuner, og det er tydeligt, at folk der få mulighed for at prøve nye vaner i deres hverdag har lettere ved at træffe nye valg, fortæller Signe Poulsen, projektleder for bæredygtig mobilitet i Gate 21.
Kommentarer