Navnenyt

Lev Uden Vold henter ny direktør i Lejre Kommune

Elsebeth Kirk Muff bliver fra 1. september ny direktør for foreningen ‘Lev Uden Vold’. Hun kommer fra en stilling som projektdirektør i Lejre Kommune.

En enig bestyrelse har ansat Elsebeth Kirk Muff til at stå i spidsen for Lev Uden Vold.

Hun skal, i tæt samarbejde med de væsentligste aktører på området, sætte vold i nære relationer på dagsordenen og bidrage til at hæve vidensniveauet i sektoren, såvel som i samfundet – alt sammen med formålet om at styrke indsatsen mod vold i nære relationer.

Elsebeth Kirk Muff kommer fra en stilling som projektdirektør og centerchef for Center for Sekretariat & Implementering i Lejre Kommune, og før det har hun blandt andet været vicedirektør for Socialt Udviklingscenter SUS.

Næstformand i Lev Uden Vold, Laura Kirch Kirkegaard, ser frem til at byde Elsebeth Kirk Muff velkommen til Lev Uden Vold.

”Elsebeth Kirk Muff har en mangeårig og bred ledelseserfaring fra både kommuner og et non-profit konsulenthus. Hun kommer derfor med dyb kommunal indsigt, og hendes erfaring og kompetencer spænder over en bred vifte af aktører og fagligheder inden for det sociale område. Det ser vi som en unik styrke til at lede Lev Uden Vold videre som organisation og bidrage til at styrke organisationens rolle som samlende aktør på området,” siger hun.  

Hun overtager stillingen som direktør fra chef for viden og kommunikation, Louise Glerup Aner, som siden januar 2022 har været konstitueret direktør.

Elsebeth Kirk Muff starter som direktør i Lev Uden Vold, kort tid efter regeringen lancerede et udspil til en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab, blandt andet med input fra Lev Uden Vold. Hun glæder sig til at fortsætte arbejdet og drøftelserne efter sommerferien.

”For alt for mange mennesker er hjemmet ikke trygt, men et sted, hvor de bliver udsat for eller udøver vold i nære relationer. Selvom vi de seneste år har opnået store politiske landvindinger, er der fortsat behov for handling og forandring. For vi har stadig ikke knækket kurven. Lev Uden Vold har markeret sig som en stærk og dagsordenssættende vidensaktør, og jeg kunne ikke forestille mig en mere meningsfuld indsats at stå i spidsen for,” siger Elsebeth Kirk Muff.

Kommentarer