Debat og politik

Krisecenter med politisk slagside

Af Ole Blickfeldt, 2. Viceborgmester, Dansk Folkeparti

Det nye kvindekrisecenter er med sidste uges donation nu officielt i lommen på Enhedslisten i Lejre kommune. Med en donation på 10.000 og stor fotoreportage må man forstå, at de kvinder, der i fremtiden skal bo på centeret delvist er finansieret af den yderste venstrefløj i Dansk politik.

Der kan selvfølgelig også være den mulighed, at centeret ikke har råd til at sige nej til en sådan omklamring fra Enhedslisten. At centeret her i opstartsfasen er så udfordret på økonomien, at der ikke er plads til at udvise politisk neutralitet og med kyshånd modtager donationer fra hvem som helst. Skulle det være tilfældet må man sige, at det er decideret usmageligt af Enhedslisten at slå plat på et krisecenter som er udfordret økonomisk i en opstartsfase.

I Dansk Folkeparti tager vi hatten af for enhver virksomhed, privatperson eller politisk parti som bruger økonomiske midler på godgørende formål. Vi finder det bare usmageligt, at man udstiller sin godhed i pressen – det lugter altså af “noget for noget”.

Vi har i Dansk Folkeparti selv uddelt velgørende donationer hvert eneste år op til jul. Men vi uddeler med den klausul, at INTET slipper ud til pressen om gaven. Vi vil simpelthen ikke slå politisk plat på velgørenhed. Og kære Enhedslisten i Lejre: Det burde I også være for ordentlige til at gøre.

Kommentarer