Kb-møderne bør være online – også efter corona
Af Line Holm Jacobsen, Byrådsmedlem, Venstre
I forbindelse med Covid-19 er alle kommunalbestyrelsesmøder blevet sendt “live” ud til borgerne. Det bør vi efter min mening fortsætte med fremover. Måske bør vi endda udvide kommunalbestyrelsens digitale dialog med borgerne endnu mere. Det vil jeg fremsætte forslag om snarest muligt.
En lang række af landets kommuner har i årevis sendt “live” fra deres kommunalbestyrelsesmøder – og en kommune som Fanø har f.eks. deres egen Youtube-kanal. Sådan bør det også være i Lejre Kommune. Tiden er for længst løbet fra, at man skal møde op i Rådssalen i Allerslev for at høre, hvad der sker på et kommunalbestyrelsesmøde.
Når man livestreamer fra et kommunalbestyrelsesmøde, kan borgerne selv vælge, om de vil følge med direkte, eller om de vil følge debatten eller dele heraf, når det passer dem direkte på deres PC, tablet eller mobiltelefon. Det er moderne og nærværende lokaldemokrati i dagens Danmark.
Man kunne også overveje at tilrettelægge spørgetiden således, at det vil være muligt for borgerne at stille spørgsmål via deres skærm hjemmefra, så de ikke behøver at møde fysisk op i salen. Det betyder naturligvis ikke, at man ikke forsat skal velkommen i Rådssalen.
Men med ovennævnte tiltrængte modernisering vil vi kunne nå ud til mange flere borgere – f.eks. børnefamilier og unge mennesker som i dag ikke tager særlig meget del i vores lokale demokrati, fordi det er tilrettelagt på en måde, som de finder ufleksibel, og hvor det samtidig er svært for dem at deltage af tidsmæssige årsager. Det er på tide at Lejre Kommune træder ind i den digitale verden.
Kommentarer