Industrial Hub Zealand: To kommuner sætter turbo på sydsjællandsk industriprojekt
Den politiske styregruppe for Industrial Hub Zealand, fra venstre: Jakob Helles, Rasmus Oxfeldt Larsen og borgmester Michael Seiding Larsen fra Vordingborg Kommune og borgmester Kenneth Sørensen og Marianne Olsen fra Næstved Kommune. På billedet mangler Githa Nelander, Næstved Kommune. Foto: Næstved Kommune.
Men ansættelse af fælleskommunal projektleder, tages nu et afgørende skridt tages mod at skabe ny national industripark på Sydsjælland. Det oplyser Næstved og Vordingborg kommuner i en fælles pressemeddelelse.
Næstved og Vordingborg kommuner tager nu endnu et markant skridt mod at realisere Industrial Hub Zealand mellem Bårse og Tappernøje. Den politiske styregruppe skal sætte retningen for det videre arbejde og har nu igangsat processen med at ansætte en fælleskommunal projektleder; en nøglefunktion, der skal sikre tempo, koordinering og fremdrift i etableringen af den nationale industripark på 207 hektar.
Med beslutningen bevæger projektet sig fra vision til forberedelse og planlægning. Den fælles organisering skal nu tage form, og fundamentet for de kommende års udvikling bliver lagt.
Industrial Hub Zealand er udpeget som én af Danmarks 11 nationale industriparker og har potentiale til at blive et af Sjællands mest betydningsfulde erhvervsområder – centralt placeret mellem hovedstaden og Femern Bælt-forbindelsen og med adgang til 2,1 millioner mennesker inden for en times kørsel.
Projektleder skal drive udviklingen frem
Styregruppen har besluttet at igangsætte ansættelsen af en fælleskommunal projektleder, som bliver det første konkrete skridt i opbygningen af den fælles organisering. Projektlederen får en central rolle i at sikre fremdrift, koordinere dialogen med lodsejere, naboer, forsyningsselskaber, myndigheder og investorer – og binde de to kommuners indsatser tæt sammen.
Det er i øvrigt besluttet i styregruppen, at lodsejere, naboer og lokalråd efter sommerferien inviteres til at deltage i dialogfora med henblik på at skabe og styrke en fælles dialog.
Borgmester i Næstved Kommune, Kenneth Sørensen (V), ser beslutningen som et tydeligt signal om, at projektet bevæger sig fremad.
– Vi tager nu et af de vigtigste skridt i hele etableringen af Industrial Hub Zealand. Med en fælles projektleder og en fælles dialog sikrer vi, at udviklingen får den retning, der skal til. Det her er et projekt, der kommer til at sætte et markant aftryk på erhvervsudviklingen i vores del af landet, siger han i pressemeddelelsen.
Michael Seiding Larsen (V), borgmester i Vordingborg Kommune, understreger på sin side, at beslutningen markerer begyndelsen på en ny fase.
– Vi har sammen fået skabt et solidt og fælles fundament for Industrial Hub Zealand. Med ansættelsen af en projektleder tager vi et vigtigt skridt mod at skabe et moderne og konkurrencedygtigt erhvervsområde, der kan tiltrække produktionsvirksomheder med bæredygtige ambitioner, lyder meldingen.
Begge kommuner har afsat 1,5 millioner kroner over de kommende to til tre år til fælles projektledelse og ekstern rådgivning. Midlerne skal sikre en professionel opstart, stærk koordinering og et solidt grundlag for de kommende beslutninger.
Se stillingsopslaget for projektleder her.
Den politiske styregruppe
- Borgmester Kenneth Sørensen (V), Næstved Kommune
- Borgmester Michael Seiding Larsen (V), Vordingborg Kommune
- Byrådsmedlem Ghita Nelander (uden for parti), Næstved Kommune
- Byrådsmedlem Jakob Helles (LA), Vordingborg Kommune
- Byrådsmedlem Marianne Olsen (S), Næstved Kommune
- Byrådsmedlem Rasmus Oxfeldt Larsen (S), Vordingborg Kommune
Kommentarer