112

Indsats mod social dumping

Ingen sager og ingen anholdte personer var resultatet af en kontrolindsats, som udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte i løbet af onsdagen.

Politiet fik ved kontrollen af syv forskellige steder assistance fra Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet, Center Mod Menneskehandel og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) som led i en indsats mod social dumping.

Første besøg var på en byggeplads i Karlslunde, hvor myndighederne traf fem udlændinge fra hhv. Ukraine, Letland og Iran sammen med to danskere. Skattestyrelsen noterede sig nogle oplysninger til senere brug, og Arbejdstilsynet udstedte nogle påbud.

Kort før frokost fik endnu en byggeplads, men i den centrale del af Roskilde by, et besøg af myndighederne, men der blev ikke truffet nogen personer på stedet.

Herefter blev en byggeplads i den vestlige del af Roskilde by besøgt, men opgaven var at kontrollere fire danskere på arbejdspladsen. Det gav ikke anledning til noget fra nogen myndighed.

Næste kontrol skete på et spisested i den centrale del af Roskilde by, men de to udlændinge fra Syrien, som blev truffet, havde orden i papirerne.

Et andet spisested i den centrale del af Roskilde fik også et besøg, men alt var i orden hos en iransk og en tyrkisk medarbejder på stedet.

Også i den centrale del af Roskilde by fik en butik, der havde fået en ny ejer fra Tyrkiet, også et besøg, men også her var alt i orden.

Sidste og syvende besøg skete ud fra oplysninger om en byggeplads i Lejre by, men byggeriet var dog blevet afsluttet, og de nye ejere var flyttet ind, så der var ikke længere nogen arbejdsplads inden for byggebranchen at kontrollere eventuel udenlandsk arbejdskraft på.

Myndighedernes kontrolindsats er for alles vedkommende en indsats mod eventuel ulovlig arbejdskraft, hvor også aspekter om mulig menneskehandel kunne være et element at kontrollere. Kontrolindsatsen fortsætter med jævne mellemrum og inden for forskellige brancher, hvor udenlandsk arbejdskraft kan være beskæftiget.

Kommentarer