Lejre

Indbrud i skole i Lejre

Søndag kl. 00.07 anmeldte en opmærksom kvinde, at hun kunne høre ruder blive knust i området ved den nærliggende skole. En lys bil med formentlig to personer i var efterfølgende set køre fra området ad en cykelsti ud til Lejrevej og derfra i ukendt retning.

Flere patruljer kørte til området ved skolen, hvor politiet kunne konstatere, at der var blevet forøvet indbrud i tre klasselokaler ved knusning af ruder.

I klasselokalerne var skabe, hvor bærbare PCere var blevet opbevaret, brudt op og tømt, så skabene nu fremstod tomme.

Politiet undersøgte klasselokalerne for eventuelle tekniske spor efter indbruddet, hvor et p.t. ukendt antal computere er blevet stjålet.

Eftersøgningen efter flugtbilen gav umiddelbart heller ikke noget resultat, hvorfor politiet gerne hører fra personer, der måtte havde set flugtkøretøjet med de to personer i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Kommentarer