112

Færdselsuheld på Hornsherredvej

Tirsdag kl. 12.53 fik politiet fra alarmcentralen melding om, at en lastbil og en personbil var stødt sammen på Hornsherredvej ca. 300 meter nord for rundkørslen ved Munkholmvej. Ambulance- og redningspersonale var sendt til uheldsstedet, ligesom lægehelikopteren var blevet rekvireret.

På uheldsstedet var redningspersonalet i gang med at redde føreren og en passager ud fra en personbil med store skader i fronten. En 47-årig mand fra Jægerspris var som fører af den lastbil, der også var involveret og havde skader i fronten, var sluppet fysisk uskadt som følge af sammenstødet med personbilen.

Redningsarbejdet på uheldsstedet medførte spærring af Hornsherredvej i begge retninger, så omkørsel måtte foregå via Munkholmvej og Lejregårdsvej.

En 81-årig kvinde fra Kirke-Såby blev som passager i personbilen reddet ud og med en ambulance kørt på skadestuen til behandling for sine skader. Senere på dagen blev hun dog overført til Rigshospitalet, hvor hun blev indlagt til fortsat behandling af de skader, som hun pådrog sig ved sammenstødet med lastbilen.

En 88-årig mand også fra Kirke-Såby blev efterfølgende som fører af personbilen reddet ud og fløjet med lægehelikopteren til Rigshospitalet, hvor han blev indlagt til behandling for alvorlige kvæstelser.

En bilinspektør blev tilkaldt for at foretage undersøgelse af både uheldsstedet og de to implicerede køretøjer, idet lastbilen holdt med front i sydlig retning på den vestlige del af vejen. Personbilen holdt ude i rabatten i den østlige side af vejen, hvor den var standset efter sammenstødet.

En foreløbig konklusion efter undersøgelserne og sammenholdt med diverse afhøringer er, at lastbilen kørte i sydlig retning, da personbilen af p.t. ukendte årsager tilsyneladende kom over i lastbilens kørebanehalvdel. Trods forsøg på at undvige kunne lastbilchaufføren ikke undgå stort set frontalt sammenstød med personbilen, der blev slynget ud i rabatten som følge af sammenstødet.

Lastbilchaufføren deltog i både en alkometer- og narkometertest, som begge viste sig at være negative. Politiet har rutinemæssigt begæret udtagelse af en blodprøve af den 88-årige fører af personbilen for at få afklaret, hvorvidt han kan have været påvirket af alkohol eller andet under kørslen.

Bugseringskøretøj sørgede for fjernelse af personbilen, og undersøgelserne på uheldsstedet var afsluttet kl. ca. 15.00, hvor Hornsherredvej blev åbnet for trafik igen.

Pårørende til de to kvæstede er blevet underrettet, og begge er fortsat indlagt på Rigshospitalet til behandling for deres kvæstelser, men de meldes uden for livsfare.

Politiet afventer nu bilinspektørens undersøgelseserklæring, analyseerklæringen for den udtagne blodprøve af den 88-årige og muligheden for at afhøre de to indlagte for at få deres udsagn i forbindelse med færdselsuheldet.

Kommentarer